Sådan håndteres salmonella på slagterierne
Der udtages to slags salmonella-prøver på slagterierne.
Kødsaftprøver
Der udtages kødsaftprøver rutinemæssigt af grise fra alle besætninger med årlige leverancer over 200 grise. Disse prøver benyttes til at bestemme den enkelte besætnings salmonella-niveau.
Er besætningen i niveau 1 er alting i orden. Er besætningen i niveau 2 er der et for højt salmonella-pres i besætningen, og andelshaveren skal søge råd for at få problemerne reduceret.
Er besætningen i niveau 3 påbydes der særslagtning af grise fra den pågældende besætning, indtil besætningens salmonella-niveau igen er på et acceptabelt niveau. Sideløbende hermed pålægges det andelshaveren at iværksætte en plan for at eliminere salmonella-problemerne.
Ved særslagtning forstås, at grise fra niveau 3-besætninger samles og slagtes særskilt sidst på slagtedagen. Der er således skærpet opmærksomhed omkring slagtningen af disse dyr, så det så vidt muligt sikres, at det ferske kød ikke inficeres med salmonellabakterier.
Ferskkødsprøver
Hver dag gennemføres der på slagterierne salmonella-tests på udvalgte slagtekroppe for hele tiden at følge forekomsten af salmonella i fersk kød. Disse prøver viser, om det enkelte slagteri følger udviklingen mod stadig lavere forekomst af salmonella i fersk kød. Såfremt prøverne viser stigende forekomst, analyseres og justeres slagteprocessen for at sikre så lav forekomst af salmonella i fersk kød som muligt.
Salmonellaforekomsten i fersk kød fra Danish Crown ligger på ca. 1% - et niveau som kun få lande i verden kan matche